Hemingway Club® (HC) er et socialt netværk for voksne mænd i alderen 60+. Netværket bygger på frivillighed og fællesskab. Ambitionen er at skabe fælles aktiviteter, hvor mænd 60+ trives sammen og vedligeholder deres sociale kompetencer og flere aktive ældre får mulighed for at deltage og bidrage til lokale fællesskaber.
Med en bevilling fra VELUX Fonden i 2019 udbreder vi Hemingway Club til hele landet, frem til udgangen af november 2022. Projektet følger konceptets udvikling og bliver klogere på, hvordan HC kan etableres og fungere forskellige steder i landet. Projektet består dels af Roadshow ud i landet og dels af metodeudvikling. Udbredelsen foregår typisk ved, at frivillige mødes med mænd 60+ i andre frivilligcentre landet over og vi har også kontakt med flere kommuner, der er interesserede i at åbne klubber.
Projektet bygger på, at der på samfundsniveau er et udpræget behovet for fora, hvor mænd kan være del af et lokalt fællesskab med jævnaldrende mænd, hvor man både kan (gen)opbygge og vedligeholde sociale kompetencer og netværk. Mange frivillige aktiviteter i har flest kvinder både som frivillige og som deltagere. Derfor er det unikt, at Hemingway Club konceptet er skabt af mænd og for mænd – der er faktisk ingen adgang for kvinder (ud over oplægsholdere).